Dobbeltkoncert med Emma Pilgaard og Heise von Bulow Duo
Emma Pilgård
Emma Pilgård: vokalAsger Brink: klaver Johannes Mogensen: guitar Emil Madsen: bas Magnus Lundsgaard: trommer
Trods sin unge alder er Emma Pilgård allerede blevet bemærket som et stort talent i international klasse og har høstet adskillige roser fra begejstrede anmeldere, og i 2022 modtog hun prisen som Årets Fynske Jazzmusiker. Pilgårds debutalbum In My Garden fra 2024 røg lynhurtigt i rotation på DR P8 Jazz, og Niels Christensen fra musikmagasinet All That tildelte den 5 stjerner og skrev bl.a.: Det er sjældent, at jeg dejser bagover i begejstring over en ny ung sangerinde, der udelukkende synger egne kompositioner. Jeg er helt fortryllet af denne unge fynske singer-songwriters evne til at tale direkte til min sjæl. I selskab med et hold hammerdygtige musikere, der bakker fornemt op, spiller Pilgård originale numre, som blander elementer fra singer-songwriter-genren med jazzens uforudsigelige verden. Her kombineres fængende melodier og jordnære tekster med smukke harmonier, skæve taktarter og improvisation.
Heise/von Bülow Duo
Mathias Heise: mundharmonika, keyboard Pelle von Bülow: guitar
To af Danmarks førende yngre jazzmusikere slutter aftenens dobbeltkoncert. Mathias Heise er intet mindre end verdensmester i kromatisk mundharpespil – en titel, han vandt ved World Harmonica Festival som bare 20-årig. Derudover er både danske og internationale priser nærmest regnet ned over ham. Heise er desuden pianist og komponist og har udgivet flere albums med sit band Mathias Heise Quadrillion. Og så har mundharpeekvilibristen også samarbejdet med DR Bigband. Pelle von Bülow er en efterspurgt jazzguitarist og er blevet tildelt Erik Moseholm prisen og Tivoli Jazz Pris for sin store kunstneriske integritet og klanglige nærvær. Von Bülow kan, som en af de få, bevæge sig ubesværet mellem jazz, latin, blues, funk, R&B og pop. Således er han ved siden af sit virke i jazzmiljøet en fast del af Erann DDs orkester og Drori Hansen Furniture. Duoens repertoire består af en smuk blandet buket af udvalgte jazzstandards, jazzificerede popklassikere og originale kompositioner.
Date
Giant Steps
Rytmisk Musikforening Giant Steps afvikler årligt omkring 40 koncerter med jazz- og verdensmusik i alle dens mangfoldige afskygninger - alt sammen i et spændende og farverigt mix af lokale, regionale, nationale og udenlandske orkestre.