
Jakob Dinesen Slow Flow
Jakob Dinesen Slow Flow
Anders Filipsen: keyboards Nils Bo Davidsen: cello Jakob Dinesen: sax Anders AC Christensen: bas Salieu Dibba: djembe, percussion
Giant Steps slutter sæsonen med en flot og farverig musikalsk palet - et spritnyt udspil fra en af dansk jazz' væsentligste musikere, den alsidige saxofonist og komponist Jakob Dinesen. Han har slået sig løs med sin sax over det meste af verden og modtaget et hav af priser. Det er blevet til frugtbare samarbejder med store danske navne som Hugo Rasmussen, Lars H.U.G., Jakob Bro, Kira Skov og Thomas Helmig samt internationale stjerner, bl.a. Paul Motian, Jeff Tain Watts, Kurt Rosenwinkel og Eddie Gomez. Sammen med et tophold af visionære danske musikere springer Dinesen nu ud i et dugfrisk originalt projekt, hvor musikken kommer vidt omkring og befinder sig både i fortiden, nutiden og fremtiden og er inspireret af spirituel jazz, afro, reggae, Debussy, Ravel, Weather Report og David Lynch. Jakob Dinesen udtrykker det således: Jeg finder glæde og nye meningsfulde eventyr i musikalske broer. Musikken er mit håb for en ny og anderledes fredelig verden, end den vi oplever nu.
FÆLLESSPISNING INDEN KONCERTEN KL. 18.30
Inden koncerten spiser frivillige, musikere og byens borgere sammen i caféen – alle er velkommen, uanset om du skal til koncert, eller ej. Det er kl. 18:30 til hyggelig stemning, buffet med hverdagsmad til hverdagspris.
Lokale drikkevarer kan købes i baren indtil kl. 19.00, hvor baren bevæger sig mod tredje sal, for at være klar til døråbningen til koncerten kl. 19:15. Der er vandposter med gratis, filtreret vand med og uden brus under middagen.
Måltidet koster pr. person kun kr. 130 + billetgebyr og består hver torsdag af en lun hverdagsret, to slags salater og brød - der kan bestilles vegetarisk måltid, hvis det ønskes. Menuen er uspecificeret. Der SKAL bestilles billet til spisningen på forhånd og billetsalget lukker om onsdagen kl. 12.00. Billetter købes her.
BEMÆRK: Ønsker man at købe/tegne et medlemskab, skal det ske i døren i forbindelse med koncerterne.
Date
Giant Steps
Rytmisk Musikforening Giant Steps afvikler årligt omkring 40 koncerter med jazz- og verdensmusik i alle dens mangfoldige afskygninger - alt sammen i et spændende og farverigt mix af lokale, regionale, nationale og udenlandske orkestre.


