
Justin Kauflin og Thomas Fonnesbæk
Justin Kauflin og Thomas Fonnesbæk
Justin Kauflin: klaver Thomas Fonnesbæk: bas
Så er der lagt op til en ganske ekstraordinær koncertoplevelse, når den verdenskendte og anmelderroste amerikanske pianist Justin Kauflin og den danske, internationalt kendte basekvilibrist Thomas Fonnesbæk gæster Giant Steps. Med virtuost overskud, teknisk snilde og udtalt sans for sammenspillets kunst springer duoen ud i et sublimt spil i verdensklasse, som rækker ud efter jazzens helt store mastodonter som f.eks. Oscar Peterson, Bill Evans, Michel Petrucciani, Brad Mehldau, Niels-Henning Ørsted Petersen, Roy Haynes og mange flere. Kauflin er med rette udnævnt til at være en af de senere års største jazztalenter i USA. Han har modtaget utallige Music Awards og er desuden kendt for at være en del af vel nok verdens mest eftertragtede musikorganisation Quincy Jones Productions. Fonnesbæk er modtager af Ben Webster Prisen og har igennem flere år spillet sig ind i verdenseliten af jazzmusikere. Foruden Justin Kauflin har han samarbejdet med store navne som Christian Sands, Aaron Parks og Enrico Pieranunzi.
FÆLLESSPISNING INDEN KONCERTEN KL. 18.30
Inden koncerten spiser frivillige, musikere og byens borgere sammen i caféen – alle er velkommen, uanset om du skal til koncert, eller ej. Det er kl. 18:30 til hyggelig stemning, buffet med hverdagsmad til hverdagspris.
Lokale drikkevarer kan købes i baren indtil kl. 19.00, hvor baren bevæger sig mod tredje sal, for at være klar til døråbningen til koncerten kl. 19:15. Der er vandposter med gratis, filtreret vand med og uden brus under middagen.
Måltidet koster pr. person kun kr. 130 + billetgebyr og består hver torsdag af en lun hverdagsret, to slags salater og brød - der kan bestilles vegetarisk måltid, hvis det ønskes. Menuen er uspecificeret. Der SKAL bestilles billet til spisningen på forhånd og billetsalget lukker om onsdagen kl. 12.00. Billetter købes her.
Date
Giant Steps
Rytmisk Musikforening Giant Steps afvikler årligt omkring 40 koncerter med jazz- og verdensmusik i alle dens mangfoldige afskygninger - alt sammen i et spændende og farverigt mix af lokale, regionale, nationale og udenlandske orkestre.


