Nytårskoncert 2025
Stor Nytårskoncert i Fjelstrup Hallen 18. januar 2025
52 musikere og sangsolister fra Sønderjylland Amatør Symfoniorkester er klar til at få Fjelstrup Hallen og publikum til at svinge med et bredt og underholdende program, der spænder fra Strauss’ wienermusik til populære musicals og Champagnegaloppen, når Fjelstrup Kultur- & Idrætscenter åbner dørene for årets nytårskoncert, lørdag den 18. januar 2025.
Sidste år genoptog Fjelstrup Kultur- & Idrætscenter igen traditionen med nytårskoncert i januar i Fjelstrup Hallen, efter 3 års pause med corona og ombygning af Centeret. ”Det var ikke uden bekymring, at vi igen tog fat på nytårskoncerten”, udtaler halbestyrer Svend Christensen, der sammen med et koncertteam og bestyrelsen i Centeret, står i spidsen for koncerterne i Fjelstrup. ”Mange steder oplevede man efter tiden med corona, at det var svært at få gang i hjulene igen, men vi blev glædelig overrasket, da 245 gæster mødte op, -ja, sågar både den afgående og nye borgmester i Haderslev og en række andre politikere, havde fundet vej til Fjelstrups nytårskoncert sidste år. Så naturligvis fortsætter vi igen til januar. Målet er 320 gæster, som vi nåede op på inden Corona krisen”, siger Svend Christensen.
Festligt program med dygtige sangere og solister
Traditionen tro, bydes gæsterne på champagne når dørene slås op og i pausen vil der være kaffe og hjemmebagt kage. SASO har sammensat et festfyrværkeri af dejlige sange og musik, og endnu engang er det Bettina van Buren, som dirigerer orkestret. Foruden orkestrets 50 dygtige musikere, medvirker sanger, Jens Christian Krause (baryton) og violin- solist Andrea Brogaard.