
Schack / Osgood / Bernard
Martin Schack: orgel Will Bernard: guitar Kresten Osgood: trommer
Tre fremtrædende profiler fra den internationale jazzscene mødes i en eksplosiv trio, der leverer groovy, swingende orgeljazz med et stærkt personligt udtryk, nærvær, energi og musikalsk overskud, når de kaster sig over deres originale kompositioner krydret med et par velvalgte klassikere. Martin Schack er blandt Danmarks mest efterspurgte pianister og organister og har samarbejdet med en lang række af landets førende navne, bl.a. aftenens sprudlende og kompromisløse trommeslager Kresten Osgood – en af dansk jazz’ helt centrale figurer med en voldsom appetit på nye ideer. Makkerparret har til denne turné inviteret den New York-baserede stjerneguitarist Will Bernard, en international kapacitet med en imponerende karriere og samarbejder med en lang række af de største navne inden for jazzmusikken, bl.a. Don Cherry, Tom Waits, Booker T. Jones samt Dr. Lonnie Smith.
FÆLLESSPISNING INDEN KONCERTEN KL. 18.30
Inden koncerten spiser frivillige, musikere og byens borgere sammen i caféen – alle er velkommen, uanset om du skal til koncert, eller ej. Det er kl. 18:30 til hyggelig stemning, buffet med hverdagsmad til hverdagspris.
Lokale drikkevarer kan købes i baren indtil kl. 19.00, hvor baren bevæger sig mod tredje sal, for at være klar til døråbningen til koncerten kl. 19:15. Der er vandposter med gratis, filtreret vand med og uden brus under middagen.
Måltidet koster pr. person kun kr. 130 + billetgebyr og består hver torsdag af en lun hverdagsret, to slags salater og brød - der kan bestilles vegetarisk måltid, hvis det ønskes. Menuen er uspecificeret. Der SKAL bestilles billet til spisningen på forhånd og billetsalget lukker om onsdagen kl. 12.00. Billetter købes her.
BEMÆRK: Ønsker man at købe/tegne et medlemskab, skal det ske i døren i forbindelse med koncerterne.
Date
Giant Steps
Rytmisk Musikforening Giant Steps afvikler årligt omkring 40 koncerter med jazz- og verdensmusik i alle dens mangfoldige afskygninger - alt sammen i et spændende og farverigt mix af lokale, regionale, nationale og udenlandske orkestre.


