
Solborg/Banke/Heebøll feat. Viktoria Søndergaard
Solborg/Banke/Heebøll feat. Viktoria Søndergaard Mark Solborg: guitar Viktoria Søndergaard: vibrafon Anders Banke: sax, klarinet Bjørn Heebøll: trommer, percussion
I gennem mange år har den dansk-argentinske guitarist Mark Solborg boltret sig på den hjemlige og europæiske jazzscene i forskellige konstellationer bl.a. i trioen Solborg/Banke/Heebøll. De tre personlige og anerkendte musikere serverer deres helt egne melodiske og harmonisk vildtvoksende kompositioner båret af intense og energiske rytmer, der sender varme hilsner til både Latinamerika, Ellington og Monk. Her lyttes og spilles med omhu og nysgerrighed i en særegen gensidig forståelse. Med til Svendborg er ingen ringere end en af Danmarks unge musikalske løvinder vibrafonisten Viktoria Søndergaard, som de senere år nærmest har blæst spillesteder over hele landet omkuld med sit virtuose og frygtløse spil, bl.a. i samarbejde med Marilyn Mazur og det prisvindende ensemble Baryl. Denne aften bliver der plads til både stiv kuling og poetiske briser.
FÆLLESSPISNING INDEN KONCERTEN KL. 18.30
Inden koncerten spiser frivillige, musikere og byens borgere sammen i caféen – alle er velkommen, uanset om du skal til koncert, eller ej. Det er kl. 18:30 til hyggelig stemning, buffet med hverdagsmad til hverdagspris.
Lokale drikkevarer kan købes i baren indtil kl. 19.00, hvor baren bevæger sig mod tredje sal, for at være klar til døråbningen til koncerten kl. 19:15. Der er vandposter med gratis, filtreret vand med og uden brus under middagen.
Måltidet koster pr. person kun kr. 130 + billetgebyr og består hver torsdag af en lun hverdagsret, to slags salater og brød - der kan bestilles vegetarisk måltid, hvis det ønskes. Menuen er uspecificeret. Der SKAL bestilles billet til spisningen på forhånd og billetsalget lukker om onsdagen kl. 12.00. Billetter købes her.
BEMÆRK: Ønsker man at købe/tegne et medlemskab, skal det ske i døren i forbindelse med koncerterne.
Date
Giant Steps
Rytmisk Musikforening Giant Steps afvikler årligt omkring 40 koncerter med jazz- og verdensmusik i alle dens mangfoldige afskygninger - alt sammen i et spændende og farverigt mix af lokale, regionale, nationale og udenlandske orkestre.


