
Tranesformation Trio
Tranesformation Trio Søren Lee: guitar Mads Søndergaard: hammondorgel Brian Melvin: trommer
Tranesformation Trio, der hylder en af jazzens største ikoner saxofonisten John Coltrane, har med deres anmelderroste album Tranesformation allerede sat sine spor internationalt og blev kåret til det mest spillede på amerikanske jazzradioer i januar/februar 2024. Nu kan publikum opleve musikken udfolde sig live på et spillested, som bærer navnet efter en af Coltranes berømte kompositioner Giant Steps - og naturligvis vil gruppen præsentere deres egen fortolkning af netop denne klassiker. Søren Lee er en af Europas førende jazzguitarister, kendt for sin dybe musikalitet og virtuositet - og sammen med Mads Søndergaards kraftfulde og elegante spil bliver der noget at komme efter - ikke mindst når de også har den forrygende Brian Melvin med på trommer. Den legendariske amerikanske musiker, der har arbejdet sammen med giganter som Jaco Pastorius, John Scofield og Mike Stern. Glæd dig til masser af eksplosiv swing og medrivende grooves, mens Coltranes ånd svæver gennem hver tone.
FÆLLESSPISNING INDEN KONCERTEN KL. 18.30
Inden koncerten spiser frivillige, musikere og byens borgere sammen i caféen – alle er velkommen, uanset om du skal til koncert, eller ej. Det er kl. 18:30 til hyggelig stemning, buffet med hverdagsmad til hverdagspris.
Lokale drikkevarer kan købes i baren indtil kl. 19.00, hvor baren bevæger sig mod tredje sal, for at være klar til døråbningen til koncerten kl. 19:15. Der er vandposter med gratis, filtreret vand med og uden brus under middagen.
Måltidet koster pr. person kun kr. 130 + billetgebyr og består hver torsdag af en lun hverdagsret, to slags salater og brød - der kan bestilles vegetarisk måltid, hvis det ønskes. Menuen er uspecificeret. Der SKAL bestilles billet til spisningen på forhånd og billetsalget lukker om onsdagen kl. 12.00. Billetter købes her.
BEMÆRK: Ønsker man at købe/tegne et medlemskab, skal det ske i døren i forbindelse med koncerterne.
Date
Giant Steps
Rytmisk Musikforening Giant Steps afvikler årligt omkring 40 koncerter med jazz- og verdensmusik i alle dens mangfoldige afskygninger - alt sammen i et spændende og farverigt mix af lokale, regionale, nationale og udenlandske orkestre.


